Projekt Popcorn

Her i huset er vi vilde med snacks. Så en del af vores overvejelser går på, hvordan vi kan erstatte de dyre og knap så sunde (haha!) snacks fra supermarkedet med nogle der kommer fra haven, og som taler noget mere venligt til vores kroppe og helbred.

Derfor er et af forsøgene hjemmelavede popcorn. Jeg plantede både forspirede majs og majs der ikke var forspiret ud. Samtidig. Det opdagede kragerne instant, så jeg troede faktisk ikke rigtig at der ville komme noget som helst op, men det gjorde der nu alligevel på en eller anden måde. Det var jo heldigt nok.

Jeg har ikke været kritisk med sorter eller noget som helst, jeg tog simpelthen bare en håndfuld kerner fra popcorn-posen i skabet (den til 11 kr i Rema), og kastede med løs hånd ud over en stor stak temmelig formuldet halm omme på marken. Resultatet blev ca. 1 kg tørrede majskerner. Og her skal det tilføjes at jeg (som med næsten alt andet i år), har fået sået dem alt for sent. Det betyder at mange af dem faktisk ikke er blevet modne. Det må betyde, at hvis jeg er hurtigere i optrækket til foråret, så tror jeg, at der kommer tre gange så meget ud af den lille håndfuld popcorn.

Af dem der er modnet er mange af dem fint og fuldstændigt bestøvet, men der er også nogen der ikke er fuldt ud bestøvet. Jeg tror det er en kombination af tre faktorer: at kragerne åd det meste af de majs jeg såede (så der flere steder var ret langt imellem planterne), at jeg har sået dem for sent og at de har blomstret forskelligt fordi nogen er forspiret og andre ikke er.

Til foråret vil jeg ud i bedre tid, og så vil jeg smide noget fiberdug hen over med det samme, bare ind til de er spiret så kragerne ikke æder det hele.

Indtil da, kan vi hygge os her i vinter med lidt ekstra popcorn! Mums!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *