Resumé af Kapitel 3

Nervesystemet er et af kroppens vigtige kommunikationssystemer – på mange måder kan det minde om en slags vejnet, som forbinder forskellige dele af kroppen, og som muliggør transport (i dette tilfælde kommunikation via nervesignaler) i begge retninger.

På samme måde som vejnettet har nervesystemet til formål at sikre at infrastrukturen i kroppen virker. Når skraldemændene kører rundt og tømmer affaldsspande, vil kroppen tilsvarende sende et signal via nervesystemet til vores udskilningsorganer, om at aktiveres (her er det især lever, nyrer og tarm der er tale om).

Nervesystemet er også det system som sørger for vores kommunikation med omgivelserne i form af signaler til alle tværstribede skeletmuskler om at kontrahere sig. Det betyder, at nervesystemet styrer tale (tunge og ansigtsmuskulatur) samt vores kropssprog og dermed bevidste, fysiske handlinger.

Det sørger også for vores indre kommunikation, nemlig regulering af fordøjelsesorganerne, der omsætter maden vi spiser til ATP, som vore celler kan udnytte.

Det sørger også for at sende besked til nogle forskellige hormonkirtler, om frigivelse af visse hormoner, hvilket betyder at nervesystemet kan influere på, om end ikke bestemme over, hormonsystemet.

Nervesystemet er opbygget af højt specialiserede celler, der er så specialiserede til det de kan, at de har mistet evnen til celledeling. De har ingen centrioler.

Nervecellerne består af en krop med en række små udløbere på, dendritter, og en meget lang udløber, et axon. Nervesignalet, som er kernen i nervesystemets kommunikation er en elektrisk strøm, som løber i nervecellens cellemembran. Cellemembranen aktiveres i dendritterne, en ad gangen. Når membranen irriteres (fx ved berøring, varme, kulde eller andet), initieres en nerveimpuls. Dendritterne leder ind til nervecellekroppen, hvor nevesignalet (forudsat at det er stærkt nok) sendes ned langs axonet. For enden af axonet forgrener det sig ud og ender i nogle synapser, som sørger for at overføre signalet til den næste nervecelle.

En nervecelle er ensrettet, hvilket vil sige, at nervesignalet kun kan sendes denne ene vej igennem cellen. Når vi har kommunikation til og fra et organ, en muskel eller noget tredje, er der altså to nerveceller der forbindes til det pågældende område. Én der sender signaler dertil og én der sender signaler derfra.

Et nervesignal er som nævnt en elektrisk strøm i cellemembranen. Vi ved allerede fra cellelæren, at cellemembranen har et hvilepotentiale på 90 mV. Et nervesignal er en ændring i membranpotentialet, som skyldes en ændring i ionerne omkring cellemembranen. De ioner der befinder sig omkring membranen er elektrisk ladede, og kan dermed ændrer membranpotentialet. Dette sker ved at kalium og natrium kanaler i membranen åbner sig og lynhurtigt ændrer på den balance natrium-kalium pumpen arbejder så hårdt på at opretholde. Dette signal ’smitter’, og udgør dermed det vi kalder et nervesignal. I nogle typer af nerver er axonet beklædt med myelinskeder, dannet af Schwannske celler, som medfører at axonet bliver isoleret. Der er dog Rannvierske indsnøringer imellem, som blotter membranen. Dette medfører at signalet kan springe afsted imellem de Rannvierske indsnøringer. Resultatet er et signal som kommer langt hurtigere frem. Andre steder i nervesystemet finder vi også myelin, nemlig i hjernen hvor det dannes af gliaceller. Også her er formålet at isolere.

Der findes flere typer af synapser, og de to (tre) typer vi beskæftiger os med her, er de kolinerge synaper og de adrenerge synapser, samt den motoriske endeplade, som teknisk set ikke er en synapse, men som i sin funktion minder ufatteligt meget om det.

En kolinerg synapse overfører et nervesignal fra en nervecelle til en ny ved hjælp af transmitterstoffet acetylcholin. Det ligger parat i vesikler i enden af axonets forgreninger, og frigives når nervesignalet når der til. Ved hjælp af diffusion opnår acetylcholin kontakt med receptorer på modtagecellens dendrit på den anden side af den synaptiske kløft (mellemrummet mellem de to nerveceller). Her sætter koblingen af acetylcholin og receptor et nyt nervesignal i gang i modtagecellen.

En adrenerg synapse virker på samme måde, her er det blot Noradrenalin der er transmitterstof frem for acetylcholin.

I den motoriske endeplade er det også acetylcholin der er transmitterstof, og processen er egentlig den samme som ved en kolinerg synapse, med den undtagelse, at det ikke er en nervecelle der modtager signalet, men en tværstribet skeletmuskel. Det betyder at signalet trigger en kontraktion i en muskel i stedet for et nyt nervesignal.

Nervesystemet inddeles i forskellige dele, afhængigt af anatomi og fysiologi. Den anatomiske inddeling henviser til selve placeringen i kroppen, og henfører dermed til centralnervesystemet (CNS) og det perifere nervesystem (PNS). CNS er den del af systemet som er pakket ind i knogler, altså hjerne og rygmarv. PNS er den del der er ’udenfor’ rygmarv og hjerne, og består af 12 par hjernenerver og 31 par spinalnerver.

Den fysiologiske inddeling henviser til selve funktionen af nervesystemet, og handler derfor om hvilke dele af systemet vi påvirker med vores bevidsthed og hvilke der kører udenom bevidstheden. Den bevidste del hedder det somatiske nervesystem og består af en motorisk del og en sensorisk del. Den ubevidste del hedder det autonome nervesystem og deles ind i sympatikus og parasympatikus.

Den sensoriske del af vores somatiske nervesystem opfatter sanseindtryk, fx rødt lys i et lyskryds. Den motoriske del af systemet får os til at træde på bremsen i bilen, altså et motorisk (bevidst) output fra det somatiske system. Det autonome system refererer til ting der foregår uden om bevidstheden fx fordøjelse. Parasympatikus er aktivt og i gang når vi slapper af og hviler os, hvor sympatikus er i gang når vi er aktive, i bevægelse eller ligefrem stressede.

CNS er omgivet af hjernehinderne pia mater, araknoidea og dura mater. Imellem araknoidea og pia mater ligger subaraknoidalrummet hvor cerebrospinalvæsken flyder. Den fungerer som støddæmper og holder hjernen i en slags vægtløs tilstand. Subaraknoidalrummet har forbindelse til nogle store hulrum i hjernen, ventriklerne. Dura mater består af to blade og inddeler hjernens enkelte dele. På denne måde dannes nogle store hulrum, som gør plads til de store hjernevener.

Centralnervesystemet består af følgende:

  • Storhjerne (cerebrum)
  • Lillehjerne (cerebellum)
  • Mellemhjerne (diencephalon)
  • Hjernebroen (pons)
  • Den forlængede marv (medulla oblongata)

Begrebet encephalon dækker over alle ovenstående dele samlet set. I hjernen taler vi om grå substans og hvid substans. Den hvide substans henfører til myeliniserede nerver, hvor den grå substans er nervecellekroppene. I storhjernen ligger den grå substans som bark (et lag på overfladen) og fordelt i nogle få klumper som hjernecellekerner. Af hjernecellekerner kan nævnes thalamus, hypothalamus og basalganglier.

Hjernen inddeles i en højre og venstre hjernehalvdel (hemisfære). Udformningen på overfladen består af nogle furer (sulci) og området imellem disse furer kaldes en hjernevinding (gyrus). Omkring den centrale fure, sulcus centralis, ligger det sensoriske center gyrus postcentralis og det motoriske center gyrus præcentralis.

I hjernen finder vi også det limbiske system, som kan beskrives som ’porten til bevidstheden’. Inputs på vej til bevidstheden transporteres igennem det limiske system, som farver sanseindtrykket med følelser.

Hypothalamus er en hjernecellekerne som varetager opgaver i forbindelse med regulering af temperatur, væskebalance og appetit. Hypothalamus står i tæt kontakt med hypofysen, som vi ser nærmere på i næste modul.

Lillehjernen, cerebellum, har at gøre med finmotorik, bevægelse og koordination.

Hjernestammen er forbindelsesleddet imellem storhjernens to hemisfærer og resten af nervesystemet. Det er den øverste del af hjernestammen, pons (hjernebroen), som danner denne forbindelse. Den nederste del af hjernestammen kaldes medulla oblongata (den forlængede marv). I dette område ligger formatio retikularis, som regulerer bevidsthedsniveauet. Desuden ligger der et respirationscenter, et vasomotorisk center og et center for brækningsrefleks i medulla oblongata.

Rygmarven er opbygget modsat hjernen med hensyn til grå og hvid substans. Det betyder at vi finder den hvide substans øverst, og den grå substans inderst. Den grå substans er ved et tværsnit opbygget som en sommerfugl. Sommerfuglens ’vinger’ bettegnes som baghorn, lateralhorn og forhorn. Baghornene leder sensorisk afferente (tilførende). Lateralhornene er sympatisk efferente (fraførende) og forhornene fører motorisk efferente nerver. Nederst i rygmarven finder vi fire autonome centre, cener på miktion, defækation, ejakulation og erektion.


Fokuspunkter:

Nervecellens opbygning (dendritter, nervecellekrop, axon med Schwannske celler og Rannvierske indsnøringer, axonets forgreninger samt synapser)

Nervesystemets inddeling anatomisk (CNS/PNS) og fysiologisk (somatisk/autonomt).

Nerveimpulsen

Synapser (kolinerg, adrenerg, motorisk endeplade)

Centralnervesystemet

  • Storhjerne
  • Lillehjerne
  • Mellemhjerne
  • Hjernebroen
  • Den forlængede marv (obs på afferente/efferente nerver samt sensorisk/motorisk input/output)

Herunder også

  • Blod-hjerne barriere
  • Hjernehinderne inkl. ventrikler og cerebrospinalvæske
  • Grå/hvis substans
  • Hjernens anatomi (hjernebark, hjernecellekerner, hemisfærer med lobi, sulci og gyri
  • Sulcus centralis med gyrus postcentralis og gyrus præcentralis
  • Det limbiske system
  • Formatio retikularis
  • 10. hjernenerve, nervus vagus