Forrige Emne

Resume af Kapitel 7

Kroppens forsvarssystem har til formål at beskytte os fra udefrakommende beskadigelse i form af bakterier, virus, parasitter og svampe. Desuden skal forsvarssystemet destruere de af vore egne celler, som udgør en fare for kroppen selv, herunder cancerceller, eller andre celler, som opfører sig uhensigtsmæssigt.

Det uspecifikke forsvar

1. Overfladebeskyttelse på hud og slimhinder

Talg- og svedkirtler, skedeslimhindens mælkesyrebakterier, slimlag på slimhinderne, tårevæske og spyt med indhold af lysozym, naturlig vandladning, sur urin, hårvækst fx i næsen, sur mavesaft.

2. Interferon

Hormonlignende stof, som frigives fra en virus-inficeret celle, for at advare nabocellerne om at hæve deres anti-virale beredskab.

3. Afværgemekanismer i blodet

Komplementsystemet kan aktiveres uspecifikt.

4. Betændelsesreaktion (inflammation)

Aktivering af makrofager giver frigivelse af histamin. Dette medfører kardilation og øget permeabilitet for protein. Væske filtreres ud i området (ødemdannelse) og leukocytter tiltrækkes. Bakterier destrueres enten via fagocytose eller andre mekanismer.

5. Fagocytose

Optagelse og destruktion af fremmed materiale. Ses især hos makrofager, både omvandrende og fastsiddende og den neutrofile granulocyt.

6. Medfødte og tillærte reflekser

Medfødte: hosterefleks, brækrefleks, blinkerefleks

Tillært: fx indøvet selvforsvarsteknik

7. NK-celler

Uspecifik lymfocyt

Det specifikke forsvar

Udgøres af B- og T-lymfocytterne (det cellulære forsvar) samt immunoglobulinerne (det humorale forsvar).

I henholdsvis thymus og knoglemarven udvikles T- og B-lymfocytterne. Når de er færdige med den antigen-uafhængige udvikling ledes de videre til det perifere lymfoide væv. Antigener stimulerer det specifikke system – antigener er typisk proteinstoffer der findes på overfladen af fremmede stoffer, og som er unikke for hver type af fx bakterie. Det er altså den måde hvorpå det specifikke forsvarssystem genkender den enkelte type mikroorganisme.

Makrofagen fanger den indtrængende mikroorganisme og fagocytere den. Makrofagen fremviser nu mikroorganismens antistoffer på sin egen overflade og vandre mod en lymfeknude hvor den kan skabe kontakt imellem mikroorganismen og T-lymfocytterne. T-lymfocytten deler sig nu i T-dræberceller, T-suppressorceller, T-hjælper-celler og T-memory-celler. Memorycellerne husker det pågældende antigen til næste gang, og er det der giver det specifikke system sin øgede styrke ved gentagne angreb (jo flere angreb, jo flere memoryceller og jo hurtigere antistofproduktion). T-dræbercellerne ledes ud i systemet hvor de angriber de indtrængende mikroorganismer. T-suppressor og T-hjælpercellerne antiverer en specifik B-lymfocyt, som danner B-memoryceller og en plasmacelle. Plasmacellen danner nu specifikt antistof imod det specifikke indtrængende antigen. Plasmacellen kan også vandre perifert, altså til lymfe og blod, og danne antistoffer der. Antistofferne forlader lymfeknuden og går til angreb på antigenerne.

Det humorale forsvar dækker over de fem klasser af immunoglobuliner (antistoffer) IgG, IgM, IgA, IgE og IgD.

  • IgG: Sekundært respons, lokaliseret i blod og vævsvæske, dannes langsomt ved første møde, øges i styrke ved gentagne angreb, memoryfunktion
  • IgM: Primært respons, lokaliseret til blod og vævsvæske samt slimhinder, dannes hurtigt ved første møde, men øges ikke i styrke ved gentagne angreb, kan angribe meget bredt
  • IgA: Lokaliseret til slimhinderne, deltager i den første barriere, binder sig formentlig til mikroorganismerne og forhindrer at de trænger ind i kroppen, findes i modermælk
  • IgE: Lokaliseret på overfladen af mastceller og basofile granulocytter, kobling mellem disse og IgE frigør histamin, deltager i allergiske reaktioner, betydning i forbindelse med parasitinfektioner
  • IgD: Muligvis knyttet til B-lymfocytternes overflade som antigenreceptor.

Beskyttelsen af det nyfødte barn sker ved hjælp af IgG og IgA. IgG passere moderkagen, og ved fødslen har barnet derfor moderen IgG antistoffer med sig. Disse er aktive i 3-6 måneder, hvorefter barnets eget forsvar skal overtage og være opbygget i styrke. IgA findes i modermælken og overrisler barnets slimhinder i mave-tarm-kanalen så længe barnet ammes.

Antistoffernes funktion:

  • Fungerer via komplementsystemet som er et komplekst system der komplementerer de fagocyterende celler. Det fungerer ved blandet andet at prikke hul i bakteriers membran, tiltrække fagocyterende celler via kemotaksi, stimulere histaminfrigørelse, eller sætte sig fast på bakteriernes overflade for at hjælpe de fagocyterende celler
  • Et antostofs tilstedeværelse på overfladen af et antigen aktiverer fagocytose
  • Uskadeliggørelse af toksiner
  • Agglutination af mikroorganismer
  • Aktivering af T-dræberceller

Fokuspunkter

Formål med kroppens forsvar

Det uspecifikke forsvar

  1. Overfladebeskyttelse på hud og slimhinder
  2. Interferon
  3. Afværgemekanismer i blodet
  4. Betændelsesreaktion (inflammation)
  5. Fagocytose
  6. Medfødte og tillærte reflekser
  7. NK-celler

Det specifikke forsvar

Dannelse af B- og T-lymfocytter.

Beskrivelse af de forskellige undertyper og deres individuelle funktioner.

Forståelse af det cellulære forsvar (funktionen er samlet i figur 189 s. 295)

Definition af antigen og antistof.

Forståelse af det humorale forsvars virkningsmetode

Beskrivelse af de fem typer immunoglobuliner IgG, IgM, IgA, IgE og IgD og antistoffernes generelle funktion.

Beskyttelse af det nyfødte barn.